valnødde-peberfrugtdip
_____________________________________________________________________________________________________________________________________________
Den skønne valnøddedip stammer fra Syrien. Den hedder muhammarah og laves oprindeligt med granatæblesaft og chili. Jeg har her lavet en lidt mildere udgave med rød peberfrugt.
Dippen er fin at servere sammen med et par andre dips som hummus og hvidløgscremefraiche – og stave af gulerødder, bladselleri og agurk – og måske nogle lækre kiks og/eller små stykker surdejsbrød.
2 røde peberfrugter
3 tsk spidskommenfrø
1 chili (eller tørrede chiliflager)
3 fed hvidløg
4 spsk granatæblekerner (eller 2 spsk granatæblesirup)
ca. ½ dl fuldkornsrasp
½ dl olivenolie
¾ dl finthakkede valnødder
citronsaft
Læg peberfrugterne under grillen og grill dem, til skindet er mørkt og bobler op. Læg frugterne i en plasticpose og lad dem afkøle.
Rist spidskommenfrøene på en tør pande. Stød dem i en morter. Hak chilien (fjern kernerne) og hvidløgene.
Flå peberfrugterne og fjern kerner og frøstole.
Purér peberfrugt, spidskommen, chili, granatæblekerner, hvidløg, rasp og olie i køkkenmaskinen.
Kom pureen i en skål og rør valnødderne i.
Smag til med citronsaft og salt – og evt. et nip sukker, hvis du ikke har brugt granatæblesirup.
tip
Hvis du ikke finder granatæblesirup i din indvandrerbutik, så kan du købe den on line hos Camilla Plum.
































































































































