grillet selleri med svampe

Grillet selleri med svampe er dejlig gæstemad, som kan forberedes i god tid, før gæsterne kommer.


25 g tørrede svampe, gerne karljohan (eller 200 g friske)

1 stor selleri

olivenolie

citronsaft

50 g løg

2 fed hvidløg

200 g østershatte

300 g champignon

bredbladet persille



Læg de tørrede svampe i blød en times tid.

Skær sellerien i 16 tynde skiver. Skiverne skal helst være i ét stykke, ca. 3 mm tykke. Skær skrællen af skiverne.

Pensl skiverne med en blanding af olie og citronsaft og læg dem på en bageplade.

Grill skiverne, til de er gyldne på begge sider.

Hak løg og hvidløg og svits dem i 4 spsk olie et par minutter.

Skær østershattene i strimler og champignonerne i skiver. Hvis du bruger friske karljohan så skær også dem i skiver.

Kom dem på panden sammen med 1 spsk citronsaft og steg dem ved god varme. Smag til med salt og peber.

Retten kan forberedes hertil, dagen før den skal serveres.

Inden serveringen varmes selleriskiver og svampe i ovnen. Læg skiverne sammen fire og fire med svampene imellem.

Servér  sellerianretningen portionsvis og drys med persille. Læg gerne en sovs udenom.

.

sovs

Du kan servere en safransovs til (svits et hakket skalotteløg i lidt smør, hæld 2 dl piskefløde eller sojamælk og 1 spsk citronsaft i gryden og lad det tykne lidt. Stød et nip safrantråde med lidt salt i en morter, hæld kogende vand på og kom det i sovsen. Lad den simre lidt.

Eller blend en sovs af persille, olie, lidt fløde og tamari og dryp den uden om sellerien.

 

~ by kodfrifredag on 6. January 2010.

8 Responses to “grillet selleri med svampe”

  1. Hej Kirsten

    Nej, jeg har aldrig været i Marokko, men jeg har kigget lidt på deres køkken nogen gange.

    Jeg ved godt at simreretterne forsvinder, men der er altså et eller andet over en gryde der simrer en hel dag.

    Og dine selleri ser fine ud, men hvis jeg serverer det for gamle onkel, vil han føle at han er kommet til thylejren.

    Men nu har jeg lavet en del fra din side her, og det virker. Ikke bare virker det, men det er utroligt lækkert. En anden ting er, at rent køkkenhygienisk er livet blevet en smule simplere. Også når vi pendler mellem sommerhus og lejlghed. Skridtet væk fra mælk/æg virker dog lidt langt væk, og fisk spiser jeg stadig.

    Vh
    Peter

    • Kære Peter,
      Ja, det med gamle onkel er virkelig et problem. Jeg tror det er svært for mange ældre at ændre kostvaner, og det skal man ikke tvinge dem til.
      Men inspireret af dig har jeg skrevet lidt om grøn gæstemad på bloggen i dag, så her kan du se lidt flere forslag til noget lækkert.
      Med hensyn til, hvad man selv spiser, tror jeg virkelig at man skal lytte til kroppen. Der er et stort skridt fra at være vegetar til at blive veganer. De fleste, der bliver vegetarer, går dog erfaringmæssigt langsomt mere over mod det veganske. Men jeg synes, det er utrolig vigtigt, at man følger sine egne behov (under hensyntagen til dyrene og jorden) og spiser den mad, der er god for én. Nydelse er en stor del af det!
      Kh
      Kirsten

  2. Hej Kirsten

    Jeg kom til at skifte side da jeg skrev denne kommentar.

    Jeg har lige tilberedt fasaner til imorgen og har sat kikærter over til mig selv. Dyreetisk har jeg intet problem med det kød jeg har fået af folk der går på jagt. Men jeg må indrømme at jeg har ikke lyst til at spise det selv.

    Fisk betyder ikke så meget for mig, men det smager godt og jeg køber dem fra en lille fisker i Malmø hvor jeg bor, hvis jeg ikke er i sommerhus i Asserbo. Så de er ikke grovfisket.

    Mine æg køber jeg fra et lille sted.

    Jeg glæder mig til at læse dine gæsteforslag og når jeg har gjort det her lidt længere, vil jeg formentlig kunne finde på noget selv. Der er bare så mange andre muligheder som jeg ikke har tænkt over før.

    Når jeg vandrer rundt på alle siderne er det svært at undgå en følelse af hellighed, og det kan godt ærge mig. På vegetarernes hjemmeside kan jeg se, at hvis jeg stadig vælger fisk er jeg ikke en slags vegetar men en gemen kødspiser, og jeg syntes det er en underholdende ekskluderende holdning. Og der er din kødfri fredag et herligt frirum, hvor der er ikke er noget krav om det ene eller det andet. Så alene det, samt de yderst velfungerende opskrifter, er nok til at blive i nærheden af kødfri fredag.

    Vh
    Peter

    • Kære Peter,
      Hvis jeg ellers spiste kød, ville jeg også foretrække en fasan, der havde haft et godt liv, frem for en tortureret gris.
      At være frelst med hensyn til madvaner er jo dumt. Vi skal alle være her, men omtanke for dyrene og hele kloden er ønskværdigt.
      Jeg vil godt tage Vegetarforeningen i forsvar, for når de definerer ordet vegetar som en person, der ikke spiser kød, er det jo rigtigt. Glædeligvis spiser mange mennesker i dag KUN fisk og grønt, hvilket er en rigtig god idé. Dem kalder man så pescatarer. På samme måde kaldes folk, der slet ikke spiser animalske produkter, for veganere.
      Disse betegnelser er ikke ment som hellige eller frelste. Det er bare det, det hedder.
      Vi har alle hver især vores egen vej at gå, og det er ikke klogt at slå andre i hovedet med holdninger. Med hensyn til mad, mener jeg, at smag og nydelse skal være med til at bane vejen for en mindre kødproduktion til glæde for os alle. Det er glædeligt at høre, at du pludselig ser en masse nye muligheder.
      Kh
      Kirsten

  3. Ok. Dine porrepateer ser usædvanligt godt ud, og det hele ser rigtigt lækkert ud. Det vil jeg prøve. Porresuppen ser også fin ud, men jeg har det svært med et produkt som caviart, som minder mig lidt om gamle dages selleribøffer. Spis originalen og lad være med at kopiere.

    Men jeg skal nok prøve alle dine forslag.

    Hvis jeg tænker mig om, er det opsætningen af tallerken der er så anderledes. Med det mener jeg, at der er ingen sovs, og ingen kartofler, så tallerkenen ser meget anderledes ud. Her har du lidt farver og ingen sovs. Og det forvirrer “onkel”.

    Kærlig hilsen
    Peter

    • Kære Peter,
      Jeg tror, du tager fejl med hensyn til Cavi-art. Det har ikke noget med selleri at gøre. Det er små “kaviar”-kugler lavet af tang. De smager virkelig skønt. Du skulle prøve dem. De burde kunne findes i Bilka og Føtex. Faktisk fandt jeg dem selv første gang i et supermarked i Malmø.
      Hvis du vil være rigtig sød ved “onkel”, så serverer du kartoffelfrikadeller eller andre plantefrikadeller (eller hummusbøffer) for ham med kogte kartofler og brun sovs. Så er alle glade!
      Kh
      Kirsten

  4. Hej Kirsten
    Min sammenligning med selleribøffer går mere på at man kopierer et kendt koncept (farvet saltet stenbiderrogn) og kalder det noget andet der skal minde om kaviar ( farvet saltet stenbiderrogn).

    Ligesom man i 70’erne kaldte selleriskiver for bøffer.

    Anyway
    Fasanerne blev gode, mine humusting blev stegt for hårdt :-).

    Vh
    Peter

    • O.K. Peter, så er jeg med.
      Men jeg synes godt, man kan kalde en selleribøf for en selleribøf. Men det er selvfølgelig en smagssag!
      Kh
      Kirsten

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: