aubergine-squashrulle med tomatsovs

aubergine-squashrulle med tomatsovs

auberginerulle 3

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Denne ret har jeg fået hos mine gode venner Mette og Hans. De havde smagt retten i Rom og var blevet begejstrede for den. Det tror jeg! Det er en superlækker ret med masser af smag og fylde. Hans, der i dén grad har sans for god gastronomi, havde afluret alle detaljer, så tak til Hans for denne dejlige ret.

Bloggens læsere efterlyser somme tider grøn gæstemad. Dét er denne ”rulle”.

Men … det kræver lidt tid og tålmodighed at få ingredienserne rullet ordentligt sammen, og det er alfa og omega, for rullen skal hænge sammen, så man kan skære skiver af den.

Superkokken Hans havde naturligvis lavet retten til perfektion, men min udgave, som du ser på fotoene, vakte også begejstring hos prøvespiserne.

Jeg anbefaler, at du forbereder rullen dagen før, den skal serveres, og lægger den i køleskabet.

.

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

2 store, lange auberginer

2 store, lange squash

1 stor rød peberfrugt

200 g mozzarellaost

1 håndfuld frisk oregano (eller 1 spsk tørret)

1 håndfuld frisk basilikum (eller 1 spsk tørret)

3 spsk tørrede svampe

4 spsk rasp

 

tomatsovs:

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 dåse hakkede tomater

½ spsk bouillonpulver (fx herbamare)

citronsaft

sukker

(du kan også vælge en romescosovs – spansk tomat-nøddesovs)

aubergine-squashrullen

Skær auberginer og squash i skiver på langs. Skiverne skal være 2-3 millimeter tykke. Brug evt. en mandolin.

Begge grøntsager skal grilles. Jeg foreslår det gøres sådan: læg aubergineskiverne på bagepapir på en bageplade og pensl dem med lidt olie. Sæt peberfrugten på samme plade.

Grill auberginerne, til de er gyldne på begge sider. Grill peberfrugten, til skindet er mørkt og bobler op.

Grill imens squashskiverne på en grillpande. Når man har både ovn og pande i gang samtidig, er retten hurtigt færdig.

.

squash grillet

auberginer grillet

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Læg peberfrugten i en plasticpose. Lad den afkøle og fjern derefter skind og kerner. Skær frugten i fileter.

Skær osten i tynde skiver.

Så skal ingredienserne samles til en rulle. Læg først en række aubergineskiver lidt overlappende på et stykke bagepapir. Læg dem i en rektangel.

Læg lidt osteskiver på og drys med krydderurter, salt og peber.

Læg squashskiverne ovenpå, men den modsatte vej. Læg fileterne af peberfrugt på og fordel ost og krydderurter ovenpå. Drys igen med salt og peber. Fortsæt til alle ingredienser er brugt.

.

auberginer til rulle

auberginerulle til bagn

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Rul nu grøntsagerne sammen så stramt som muligt ved hjælp af bagepapiret.

Pak rullen stramt ind i papiret og lad den hvile et par timer i køleskabet – eller gerne til næste dag.

Kom tørrede svampe og rasp i blenderen og pulverisér dem.

Tril rullen i svampe- og raspblandingen og læg rullen på bagepapir på en bageplade.

Bag rullen i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

.

tomatsovsen

Sovsen kan også tilberedes dagen før, den skal serveres: hak de to slags løg og svits dem i olien. Tilsæt tomaterne, bouillonkoncentratet samt 1 spsk sukker. Eller vælg en romescosovs.

Læg låg på gryden og lad sovsen simre 10-15 minutter.

Smag til med salt, peber, sukker og citronsaft.

Servér retten portionsvis med et par skiver auberginerulle på en lille bund af tomatsovs.

.

_______________________________________________________________________________________________________________________________________

auberginerulle

~ by kodfrifredag on 20. December 2012.

7 Responses to “aubergine-squashrulle med tomatsovs”

  1. Mmm, der fandt jeg lige min forret til nytårsaften! ;) Men vil man måske kunne skifte mozzarellaen ud med en anden ost, fx en form for gedeost? Tænker på om osten skal være sådan en der er god til at smelte…

    • Hi Mia,
      Ja, jeg tror godt, du kan bruge en anden ost. En blød gedeost, ville jeg forsøge med, hvis jeg var dig.
      Rigtig god fornøjelse med auberginerullen – og god jul og et dejligt nyt år ønsker jeg dig.
      Kh
      Kirsten

  2. Den opskrift skal jeg lave til min datter, som kommer hjem på juleferie den 22.12., tænker også gedeost kunne være godt. I forvejen har jeg lavet mandelpostejen til juleaften. – Tak for alle de skønne opskrifter.
    Kunne bare ønske mig, at du ikke havde den sorte baggrund på bloggen, det er ikke behageligt for øjnene….
    Hilsen Dorit

    • Kære Dorit,
      Tak for din hilsen. Jeg håber, din datter (og du selv) bliver glad for auberginerullen.
      Jeg giver dig helt ret i den sorte baggrund. Det er ikke optimalt, og jeg skal i gang med at få en grafiker til at lave et helt nyt layout til bloggen lidt hen på det nye år. Nu skal jeg bare lige først et smut til Indien.
      Jeg ønsker dig en rigtig glædelig jul og et dejligt nyt år.
      Kh – og tusind tak for rosen –
      Kirsten

    • Hi igen Dorit,
      Jeg fik ikke svaret på dit spørgsmål om gedeost. Som jeg også skriver til Mia, tror jeg, at gedeost vil fungere fint. Det vil også tilføre en ekstra smagsnuance.
      Kh
      Kirsten

  3. Hej.
    Mums hvor lyder det bare lækkert.
    Jeg elsker alle ingredienserne. Især aubergine og tomatsovs. Der sker altså noget magisk når man parrer tomat og aubergine.

    Hvor mange personer er retten beregnet til? Og vil ma kunne koge noget pasta til og bruge det som hovedret?

    Jeg har besluttet mig at udfordre mig selv og prøve at være vegetar i oktober måned. Dog stadig spise fisk, og naturligvis æg, mælk,ost osv. Har du nogle tips til en nybegynder i vegetarisme?

    Hilsen Trine

    • Hi Trine, Tak for din hilsen. Hvor er det dejligt, at du vil prøve en måned som vegetar. Jeg håber, du bliver så begejstret for den grønne mad, at du fortsætter. Men det er vigtigt, at det ikke bliver for besværligt for dig.Faktisk har du udvalgt en af mine mest arbejdskrævende retter. Jeg vil foreslå, at du starter med noget mere enkelt som moussaka eller grillede auberginer med tomatsovs. Også retter som pandestegt blomkål eller marokkansk gryde med æg er overkommelige ting. Det samme gælder plantepostejerne. Prøv fx kikærtepostejen med sprød overflade. Så har du også noget til frokosten. Kig på retterne, der ligger i højre side af bloggen.
      Hvis du alligevel kaster dig over auberginerullen, kan du servere bagte kartofler og/eller brød til og en salat eller to. Alle retter på bloggen er til 4 personer.
      Skriv endelig til mig igen, hvis du får brug for hjælp i løbet af oktober.
      Kh Kirsten

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: