ugens menu uge 2, 2012 – dér hvor pebret gror

•11. januar 2012 • 2 kommentarer

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du vil være sikker på at følge med i de nye opskrifter her på bloggen, så tilmeld dig E-mail abonnementet, se nedenfor th. Så får du besked, når der er nye lækker- bidder.

Hvis du vil afmelde abonnementet, så gå ind samme sted – og send desuden en mail til mig: kirsten.skaarup@privat.dk

_____________________________________________________________________________________________________________________________________

28. januar 2012

____________________________________________________________________________________________________________________________________


é n  p å  n ø d e n



landet med de mange kokosnødder

Indien er et palmerigt land, og der høstes bogstavelig talt millioner af kokosnødder hvert år.

Kokosnøden er uundværlig i dette land. En type kokosnødder bliver brugt til madlavningen. Det er den, vi også kender i Danmark.

En større grøn type høstes for den dejlige kokossaft, som skulle være noget af det sundeste, som findes, og fibrene fra skallerne bliver brugt til alt fra reb til tækning af tage.


kokos i maden

Her i det sydlige Indien bruger man frisk kokosnød i rigtig mange retter: salater, hovedretter, chutneys og risretter.



moar, jeg kan ikke få hul på kokosnøden

Lige nu kan man købe kokosnødder i Danmark for omkring en tier. 

Det skal man benytte sig af, for kokosnød er et lækkert og sundt indslag, også i den danske mad.

Problemet er, at det kan være svært at få hul på nøden. Du skal bruge en skruetrækker og en hammer og banke skruetrækkeren ind i de to huller, der findes i den ene ende af nøden (så kan væden hældes ud). Derefter slår du på nøden med hammeren hele vejen rundt. Så vil skallen lidt efter lidt knække.

Drik endelig saften inde i nøden. Den er supersund.

Det kokosnød, du ikke bruger lige her og nu, kan du brække i mindre stykker og lægge i fryseren.

Kokosnød er fx vældig lækkert i den sydamerikanske cheviche, som jeg har lavet en vegetartisk udgave af.

Eller prøv disse lækre indiske ris:


indiske ris med kokosnød, ananas og rosiner

Kog den ris du plejer: brune ris, basmatiris eller andet.

Skær 4 skiver ananas i små stykker og kom dem i risene de sidste 5 minutter af kogetiden sammen med 1 dl store gule rosiner (evt. almindelige rosiner) og 2 dl groftreven kokosnød.

Drys evt. risene med ristede cashewnødder og spis dem som tilbehør til en wokret, en gryderet eller frikadeller.




_______________________________________________________________________________________________________________________________________

26. januar 2012

______________________________________________________________________________________________________________________


h o t,  h o t,  h o t . . .



sol og sommer i Indien

Jeg sidder  nede ved Sydspidsen af Indien. Det arabiske Hav buldrer ind for mine fødder og temperaturen er et pænt stykke over 30 grader.

Maden er et festfyrværkeri af farver og smagsnuancer. Mest de stærke!

Ja, undskyld alle I januartrætte. Min eneste undskyldning er, at jeg får masser af inspiration til nye eksotiske, krydrede og farvestrålende retter, som jeg håber, vil varme i den danske hverdag, når jeg får dem afprøvet i mit eget køkken.


krydderiet karry

For nogen tid siden lagde jeg opskrift på boller i karry her på bloggen. Den var der mange, der var glade for.

Jeg lavede de kødløse “kød”boller med æg, men nu har jeg hørt fra et par læsere, som foreslår veganske alternativer:

Nanna R. C: skriver: “Jeg lavede bollerne uden æg og hvede her til aften. Det kan man sagtens.”

Nanna Banana skriver: “Jeg brugte maizena og Jyttemel i stedet.”


krydderier i sækkevis

I øvrigt er det sjovt at tænke på, at karry i årtier har været det stærkeste, man kunne forestille sig i Danmark. Det har heldigvis ændret sig.

Men helt anderledes er det her i landet, hvor man ikke køber et krydderi i et lille glas. Nej, krydderier købes i kilovis fra store sække, som man ser overalt i de små butikker, der nærmest er et hul i væggen.



_________________________________________________________________________________________________________________________________

25. januar 2012

_________________________________________________________________________________________________________________________


i n d i s k e  p a n d e k a g e r

  


masala dosa til morgenmad

Her i Sydindien, hvor jeg befinder mig, er den helt klassiske morgenmad masala dosa – tynde rispandekager med et fyld, fx af løg og kartofler.

Hertil serveres altid et par dip, ofte en kokosdip og en stærk dip samt måske en myntedip.


dosaer populære i danmark

De fyldte pandekager er også blevet enormt populære i Danmark. Det kan jeg se af besøgene her på siden. Jeg har to opskrifter på masala dosa, som fungerer fint. I Danmark spiser vi dog pandekagerne som en hovedret.

Men faktisk fik jeg den HELT rigtige opskrift, da jeg var på kokkeskole hos Meera i Cochin.

I denne opskrift udblødes en bestemt slags små bønner sammen med ris. Blandingen gærer natten over og blendes så til en dej.

Når jeg har fundet ud af, hvor man køber bønnerne i Danmark, kommer der en opskrift.

Foreløbig kan du sagtens bruge nedenstående opskrift. Faktisk er det sådan, at næsten hver husholdning i Indien har deres egen udgave af masala dosa.


masala dosa

Klik på billedet, så får du opskriften.

______________________________________________________________________________________________________________________

23. januar 2012

____________________________________________________________________________________________________________________________________


k o k k e s k o l e  i  i n d i e n


kokkekursus hos Meera og Leopold George

Forleden fik jeg mine kundskaber i indiske curries udvidet.

Jeg blev undervist af det dejlige par Meera og Leopold George i Cochin, krydderibyen som jeg skriver om nedenfor.

Leopold George står for brødafdelingen, og denne dag var det chapatti, der stod på programmet. Det må være verdens nemmeste og hurtigste brød at fremstille, og jeg kommer tilbage med en opskrift, når jeg er hjemme.


gamle karakteristiske krydderibokse fra Cochin

Jeg lærte også at lave fire vidunderlige curries.

Vi danskere tror, at en curryret har noget med det blandingskrydderi, som vi kalder curry, at gøre.

Men sådan er det ikke. En curryret hedder simpelt hen en curryret, fordi der er curryblade i den. Så blev man så klog!

Men der er selvfølgelig også altid chili, gurkemeje, fennikel, spidskommen, ingefær etc. i disse curries.

Jeg ville gerne have lagt nogle flotte fotos her, men desværre vil min computer ikke makke ret, så jeg kan ikke få billederne ud i cyberspace.

I må vente, til jeg er hjemme igen.


_______________________________________________________________________________________________________________________________________

21. januar 2012

__________________________________________________________________________________________________________________________________________


d é r  h v o r  p e b r e t  g r o r  


… eller chilien


Selv om det er vinter i Danmark, så forestil dig en solbeskinnet, palmekranset kyst, som indhyller dig i lokkende krydderidufte.

Det her er 1001 nat med alt hvad det indebærer af farver og dufte.

Jeg er i den gamle portugisiske havneby Cochin – en lille oase i det larmende Indien. Herfra blev i århundreder udskibet den værdifulde peber og andre eftertragtede krydderier som nelliker, kanel og kardemomme.

Alt sammen eksotiske smagsgivere, som dengang kostede en lille formue. 

Når jeg går rundt i gaderne, ser jeg overalt i de små butikker, som nærmest er et hul i væggen, små bjerge af disse skønne krydderier sammen med mængder af cashewnødder, som også hører til basismaden hernede i det sydlige Indien.


æblesalat med ristede cashewnødder


Du skal lige have opskriften på en skøn æblesalat, som jeg fik på den spændende fusionsrestaurant i Mumbai, som hedder vongwong.

Vongwong laver fantastisk mad, som er et miks mellem flere orientalske køkkener. Denne salat hælder mod det thailandske og er MEGET delikat.

Du skal helst bruge sur-syrlige grønne æbler. Hvis du kan finde et godt golden delicious, så vælg det. Men det er svært. Som en engelsk ven engang sagde om dette æble: “it is not golden, and it is certainly not delicious!”

Men vælg et godt, sprødt æble (det kan også være rødt) og skær det i tynde både. Snit et lille skalotteløg og det grønne af to forårsløg fint.

Rist en håndfuld cashewnødder gyldne på en tør pande.

Rør en dressing af limesaft og en lille smule olie. Smag til med salt, peber og sukker.

Vend æbleskiverne og løgene i dressingen og drys med de ristede nødder og rigeligt med hakket, frisk koriander.


____________________________________________________________________________________________________________________________________

17. januar 2012

_______________________________________________________________________________________________________________________


f r o k o s t  i  m u m b a i


madordning i indien

I disse dage kigger jeg på mad og traditioner i millionbyen Mombai i Indien.

Mumbai er enorm. Her bor 19 millioner mennesker, og næsten halvdelen af dem går sultne i seng hver aften. Men nogle er heldige. Det er de mennesker (mest mænd), som har arbejde i millionbyen og hver dag rejser ind til centrum ude fra landet.


mor laver maden

Disse mennesker skal naturligvis have deres frokost. Og den skal være varm!

For os lyder det som et umuligt projekt, men hver dag kommer der mere end 100.000 frokoster ind til Mumbai til disse mennesker – transporteret med toget.

Det foregår på den måde, at ens mor eller kone tilbereder varm mad, som pakkes i “madkasser” af metal, såkaldte tiffanys,  i tre eller flere afdelinger.

Her vil være en curryret, en linseret, ris og måske en eller to slags brød.


mad på slaget

Præcis kl. 11.30 og 14.30 ankommer maden til Churchgate Station. Her venter 2.500 mænd, de såkaldte dabbawallahs, på at opsamle netop de “madkasser”, som de har ansvar for.

Madkasserne bliver transporteret fra toget ud på fortovet foran stationen, og de forsvinder hurtigt med wallaherne til fods eller på cykel.

Hver dabbawallah vil laste cyklen med 30-40 tunge madkasser og begive sig ud i den fuldstændig kaotiske trafik.

Men maden skal ud … og det kommer den. Betalingen pr. levering ligger på omkring 20 øre.

Her ville jeg gerne have bragt nogle billeder  af wallaherne og deres madkasser, men teknikken driller. Jeg håber, det lykkes en af de nærmeste dage.


_______________________________________________________________________

11. januar 2012

______________________________________________________________________________________________________________________________________


p å  m a d s a f a r i  i  I n d i e n


på opdagelsesrejse i indiske køkkener

Indtil slutningen af februar er jeg på jagt i Indien efter nye madoplevelser og nye opskrifter. 

Jeg glæder mig til at komme indenfor i mange indiske køkkener og stikke næsen i mange indiske gryder. På turen vil jeg også deltage i madkurser, så jeg håber at komme hjem med mange spændende og krydderduftende ideer til kødfrifredag.

Jeg vil naturligvis undervejs opdatere blokken så tit det er muligt, så hold øje med oplevelserne i det farverige indiske køkken de næste uger.

De ugentlige menuer vil holde pause indtil den 23. februar, men glæd dig til et madmæssigt “hot” forår!

♥   ♥   ♥

j o r d s k o k k e r  

e l s k e r  h a s s e l n ø d d e r

♥   ♥   ♥


farverig sjæleføde i januar

Mens vi venter på lyset og strider os gennem den lidt mørke januar, er det en god idé at kaste sig over smuk, farvestrålende og vitaminrig mad.

Mad med ny energi og mad, der ikke vælter budgettet.

Og budgettet bliver bestemt ikke sprængt med ugens suppe med jordskokker. Og mine medspisere bedyrer, at det er en lækkerbisken.



kongen af frikadeller



frikadellens flugt over plankeværket

Hovedretten er mandelfrikadeller.

Jeg synes, at disse frikadeller er skøn madluksus i en lidt trist måned. 

Oprindelsen til opskriften kommer fra mine gode venner i Gilleleje, Inge-Lise og Vagn, som jeg tidligere har skrevet om, og som af og til forsyner mig med de skønneste økologiske frembringelser fra haven.

Inge-Lises opskrift er lidt anderledes end min, og det viser, at to mennesker sjældent laver helt ens mad. 

Hvis du vil forkæle dig selv med en lækkerbid, så prøv disse frikadeller og lav evt. din egen tolkning.



ny udgave af “det kærlige køkken”



For et par år siden udsendte jeg klimakogebogen “det kærlige køkken”.

Bogen har været udsolgt i nogen tid og stærkt savnet. Nu kommer den igen her i januar i en ny udgave med ny titel og nyt omslag. Men bemærk: indholdet er det samme!

Læs mere om bogen her og læs anmeldelser her.




___________________________________________________________________________________________________________________________________________

u g e n s  m e n u


_______________________________________________________________________________________________________________________________________

jordskokkesuppe med ristede hasselnødder



Jordskokker og hasselnødder er som skabt for hinanden. Når du rister hele skiver af knolden sammen med nødderne, får du et dejligt drys til denne delikate suppe.

Klik på billedet, så får du opskriften.


_________________________________________________________________________________________________________________________________________

mandelfrikadeller


Mandelfrikadellerne er lidt luksus på en hverdag.

Spis frikadellerne sammen med let svitset broccoli og blomkål – eller servér helt traditionelt kogte kartofler og sovs til. Frikadellerne egner sig også fint som pålæg.

Klik på billedet, så får du opskriften.

vegetaropskrift,

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 599 other followers