mandelfrikadeller

mandelfrikadeller

____________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

50 g røde linser

50 g skalotteløg

3 fed hvidløg

50 g rød peberfrugt

100 g gulerod

100 g afskallede mandler

ca. 50 g havregryn

2 spsk tamari (soja)

ca. 2 spsk hvedemel

1 bdt hakket persille

2 æg

olivenolie til stegning

 

Kog linserne 20 minutter i vand, der dækker. Afdryp dem.

Hak løg, hvidløg og peberfrugt fint. Riv guleroden fint.

Hak mandlerne mellemfint.



Bland mandlerne med grøntsagerne og havregrynene og tilsæt tamarien. Smag godt til med salt og peber.

Rør hvedemelet ud i 2 spsk vand og rør det i farsen. Tilsæt persillen og rør æggene i et ad gangen.

Lad farsen hvile en halv times tid.


sådan ser mandelfarsen ud.


Vurdér konsistensen. Hvis farsen er for lind, tilsættes lidt flere havregryn.

Varm olien op på en pande og steg ca. 12 frikadeller, til de er gyldne, ca. 5 minutter på hver side.


Mandelfrikadellerne egner sig også rigtig godt som pålæg.

 

 

 

Vegetaropskrift, vegetarret

~ by kodfrifredag on 8. January 2012.

14 Responses to “mandelfrikadeller”

  1. Nørjj de er gode :) Jeg lavede farsen og manden stod for salat og stegning. Det er vidunderligt at se, hvordan min mand engagerer sig mere og mere i dine skønne retter. Det er lige før jeg vil kalde det for en ny fælles hobby (med den 4-benede ivrigt iagttagende på sidelinien). Vi er virkelig begyndt at hygge os sammen over tilberedningen af vores måltid og nyder tiden sammen i køkkenet.
    Mange kærlige hilsener fra Hejls
    Tina

    • Hej Tina,
      Jeg sidder i solrige Sydindien og læser din kommentar. Hvor ER det altså dejligt, at HELE din familie med med på den nye madtrend. Det er et STORT skulderklap. Tusind tak. Desværre kommer der ikke nye opskrifter de første par uger, men sidst i februar vender jeg tilbage.
      Kh
      Kirsten

  2. Hvor ser de dejlige ud! dem vil jeg prøve… min søn er lige blevet vegetar, og madlavningen er blevet langt mere spaendende… og nok ogsaa sundere!

    • Hi Cris,
      Til lykke med sønnen! Ja, frikadellerne er gode. Måske bliver du også vegetar? Det smager bare fantastisk.
      Kærlig hilsen
      Kirsten

  3. Kære Kirsten.
    Har længe ønsket at spise mindre kød, og derfor også købt “Det kærlige Køkken”, da den udkom. Men først da jeg købte “Det helbredende Køkken”, for en uge siden, kom der virkelig skred i tingene herhjemme. Efter en uge helt uden animalske produkter, er jeg kommet af med den ekstra væske mine led ofte er præget af, har fået en strålende glød i huden og en mave der fungerer trods arbejde i skiftende vagter. Jeg har større overskud, og føler det meget motiverende, med så hurtige positive resultater. Jeg er lidt af et madøre, og har derfor været meget i tvivl om, hvordan jeg kunne lave velsmagende mad, uden de ingredienser jeg plejer at trylle gode madoplevelser ud af. Men takket være dine opskrifter, er jeg meget positiv overrasket. Super flot og særdeles velsmagende mad. Der er selvfølgelig kun gået en uge, men jeg er meget hooked. Jeg glæder mig til at blive rigtig god veganer husmor:-)
    Tusind tak for hjælpen… var vel egentlig det vigtigste budskab her.
    Kærlig hilsen
    Sanne M

    • Kære Sanne,
      Wauuuh … sikken dejlig besked. Tusind tak for din hilsen. Hvor er det skønt, at du allerede kan mærke forskellen med den nye mad. Det bekræfter de undersøgelser, bogen bygger på, og også rigtig mange tilbagenmeldinger, jeg har fået fra bogens læsere.
      Det er mit håb, at alle vil finde ud af, HVOR skønt sund mad smager. Men nu er du også med til at udbrede budskabet, og det skal du have stor tak for.
      Rigtig god fornøjelse med den grønne mad fremover.
      Kærlige hilsner fra
      Kirsten

  4. Kære Kirsten (min guru:-))
    Ja, jeg er stadig hooked. Ville bare lige give dig endnu et kæmpe luftkram, som udtryk for min helt usigelige store taknemmelighed for den inspiration dine lækre opskrifter dagligt giver mig. Nu kører jeg på femte uge på vegansk mad. Har kun enkelte gange måttet lade et økologisk æg eller to snige sig ind i min madlavning. Når jeg f.eks. laver deller af en eller anden art, har jeg svært ved at finde noget ikkedyrisk til at binde det hele sammen på den rigtige måde. Ellers synes jeg, såvel sojamælk, sojacuisine samt sojayogurt sagtens kan erstatte de mælkeprodukter jeg ellers har brugt i mit køkken. Jeg har det stadig rigtig godt såvel fysisk som psykisk, og har enddog haft den lidt specielle udfordring at være til 3 konfirmationer og en 90 års fødselsdag siden sidst jeg skrev. Sålænge man selv kan vælge maden ved buffet, er der bestemt ikke noget problem, men jeg har måttet sande, at der er rigtig mange, som ser og gerne kommenterer, hvis man ikke tager kød.. Mine nærmeste er dog helt fænomenale til at støtte mig. Men de kan jo også se og mærke på mig, at jeg har det super.
    En helt ny verden at lækre og velsmagende opskrifter har åbnet sig for mig, og tænk bare, blandt mine gamle kogebøger fandt jeg både Greens Lille Grønne og Cranks Grønne Menubog, så der er masser af skønne opskrifter at gå i gang med.
    Dine opdateringer på denne blog, er dog blevet mit daglige rush, dels fordi opskrifterne bruger de råvarer, vi kan få i dag, og dels fordi billederne er så super appetitligt “stylet”..
    Tak, tak og atter tak.
    Kærlig hilsen
    Sanne Møller

    • Kære Sanne,
      Tak Sanne. Jeg er HELT overvældet! Hvor ER jeg glad for at høre, at du har glæde af mine madideer og har det så godt med den nye mad. Tusind tak for din dejlige hilsen.
      Jeg er dybt overbevist om, at mange ville have det som du, hvis de vidste, HVOR skønt den grønne mad smager. Selv anede jeg det ikke, før jeg blev vegetar for mange, mange år siden.
      Jeg håber, at du fremover vil trives med maden (og dejligt at høre, at der er forståelse for din nye stil). Men du skal være opmærksom på to ting, hvis du vil leve helt vegansk: tilstrækkeligt med proteiner fra bønner, tofu og kornproduter. Desuden vil jeg anbefale, at du tager en daglig B12 vitaminpille. Så skulle du være godt sikret.
      Det er skægt, at du har de gamle bøger fra Cranks grønne Buffet. De er jo lidt gammeldags i dag, men alligevel kan der være gode retter at finde.
      Jeg sender et kæmpe luftkram tilbage til dig,
      de kærligste hilsener
      Kirsten

  5. Hej Kirsten, Jamen det er jo en fantastisk side…. Tak for nogle super lækre opskrifter…

    Du har en enkel måde at formidle glæde ved livet & maden

    Vh Jan Stensby

    • Hi Jan,
      Hvor er det dejligt, at du fandt kødfrifredag – og at du kan lide siden. Det er fantastisk opmuntrende med sådan en hilsen. Jeg synes jo, at grøn mad er livets “salt”. Og samtidig med at det smager vidunderligt, er det godt for os alle. Så kan man vist ikke forlange mere!
      Kh
      Kirsten

  6. Hej Kirsten

    Det var endnu en succes. Takker.

    Vh
    Peter

  7. Tosse godt😃 Dog blev manden ikke glad for den store duns af hvidløgsånde jeg havde det næste døgn…. Er bange for at de ikke vil smage helt så skønne hvis jeg undlader hvidløget☹️
    Tak for en go side.

Leave a comment